Livet efter den store kærlighed

Læser tilbage på min blog. To et halvt år senere. Smiler over den. Har lært noget. Jeg har lært meget. Jeg har lært fyre kan være betagede af en. I præcis en uge. Være de perfekte gentlemen. Også er det ikke så interessant for dem mere. Jagten og spændingen er væk. Så hedder det bare videre. Den perfekte fyr jeg havde lyst til at skrige til verdenen over er stadig i mit liv. Men som et perifert bekendtskab. Jeg svømmer ind i mellem med ham. Hemmeligheden om hvad der er sket beholder jeg for mig selv. Det tror jeg også han gør. Det nytter ikke noget hele svømmehallen ved hvad der er sket, eller, de er nok ligeglade når det kommer til stykket :).

Jeg mødte den store kærlighed fire måneder efter jeg havde lyst til at skrige til verdenen jeg havde mødt ham her advokaten. Sjovt nok går der lidt af et mønster i det. Fem år yngre end mig. Store kærlighed. Sammen konstant, rejser, planlægning om fremtidsdrømmende. Livet med fuld fart på, job, karriere, studie, træning til Ironman, og bum, så gik verdenen i stå. Kan ikke få luft, kan ikke træne, kan ikke arbejde, kan ikke være social, ind i mellem heller ikke små huslige pligter. Gennemfører Ironman. Går mere og mere ned med flaget. Sygemelding. Egoistisk, umoden kæreste. Forstår intet. Opsøger andre piger, vender mig ryggen. Hænger ud med sær indelukket ven.

Han flytter ud, jeg flytter ud, vi prøver igen. Katastrofe. Han gør mig syg. Kan ikke hjælpe mig, vil mig ikke. Siger et, gør det stik modsatte. Slår op, flytter hen til kammerat. Sørgende. Helt ved siden af mig selv. Kan ikke overskue dagen. 40 årig fyr dukker op ud af det blå. Lige så snart vi har slået op. Skal vi ses? Svømme sammen? Hænge ud, gå i drive in bio. Ja ja, det fint. Hamrende sød, lækker, omsorgsfuld og trækker sig tilbage efter præcis en uge. Jeg stopper det. Bliver syg af ham. Lige så syg som jeg blev af min 28 årige kæreste. Kan ikke få luft, ikke sove, græder, uro. Han skal væk og ud af mit liv. Sørger. Over Alexander, over den perfekte 40 årige. Bliver fyret fra job: jeg viser ikke villighed nok til at bekæmpe min sygdom og komme tilbage. Say what. Jeg er SYG jeg har det skidt, jeg magter intet. Og I snakker om villighed. Magter ikke kampen, går min vej. Vil videre i livet, men arbejdsgiver nægter at fritstille mig. Bliver kastet rundt mellem egen læge, kommunen og fagforeningen. Ingen ved hvad der er det rigtige at gøre. Alle vil hjælpe, men alle kommer med modstridende oplysninger.

Vil bare starte med at arbejde lidt. Men kan ikke komme i gang. Mit job siger jeg skal være frisk for at komme tilbage og arbejde 37 timer. Dette er en umulighed.

Bor hos Søren og Johannes. Ind i mellem også Ann. Græder mig selv i søvn. Er gået helt i stykker. Stopper med at træne. Har intet tilbage, kun en masse gode venner der vil stå på hovedet for mig. Får ringet til træneren. Sagt jeg er gået i stykker, spørger om han vil hjælpe mig tilbage til livet. Det vil han gerne. Kommer i gang. Får gennemført halvmarathon på min grundform og vilje. Med Ann på min side. Hele vejen. Slår PR på OW svøm 1900 meter på 32 minutter inden sammenbruddet. Løber Eremitageløbet. Endnu en PR. 

Ny lejlighed. Fremleje. Kan ikke pakke ned, kan ikke pakke ud. Ringer efter mor. Har ikke overskuddet. Bliver hjulpet hele vejen.

Sammenbrud efter to næsten perfekte uger. Har det skidt, kan ikke få luft. Tager til tekniksvøm hos min træner med Ann M og Connie. Op af vandet efter 30 min. Sidder og stirrer 15 min. Går i bad. Bryder sammen, Ann hjælper mig. Får tøj på, handlet, bliver kørt hjem og fulgt til dørs. Går ud som et lys. Vågner op, kan ikke noget som helst. Går rundt i lejligheden. Flirter stadig med den perfekte 40 årige. Har ikke set ham en måned. Savner ham lidt. Men kan lide hans opmærksomhed. Får kærlige skub på vejen og frække SMS'er, men han kan mig ikke, jeg er for skør. Inviterer sig selv på middag efter en Facebookopdatering på det perfekte aftensmad. Jubler indvendigt, men samtidig hunderæd. Siger ok, aftaler en dag en uge frem. Skriver lidt med ham ind i mellem.

Håber dagen efter sammenbruddet bliver bedre. Vågner op, men har ikke overskuddet. Far kommer, får lavet småting i lejligheden. Købt et smarttv DVD afspiller. Går kold igen. Luften er gået af ballonen. Sover. Kan ikke finde ud af om jeg skal til fællestræning. Har købt løbesko i marathonsport af den sejeste kvindelige løber jeg kender. Vil bare ud og løbe. Ved ikke om jeg kan. Har ikke energien. Tør ikke presse mig selv, men vil så gerne. Ambivalens der slås inde i mig. Kommer til at mangle det sociale hvis jeg ikke løber, men tør ikke presse mig selv. Kompromis der hedder enkelt svømmepas måske uden løb først. Føler træningen er det eneste holdepunkt jeg har i livet, så derfor er det en nødvendighed for mig at dukke op...

Findes den store kærlighed mon?

Vi har allesammen læst dette 100 gange før: Kvinde i 30'erne. Ambitiøs med jobbet, selvstændig, single og..

Men.. her kommer min version. Og jeg håber ikke du kommer til at kede dig!

Jeg er lige fyldt 31 år for to uger siden. Har gennem det sidste år været igennem nok så mange dates og små "kysse-forhold". De fleste fyre ville faktisk gerne ha mig. Hovedparten. (1) Først var der Michael, 33 år, sous-chef i en butik, pæn fyr, snakkede som en havnearbejder. Han var sød, havde sine fejl, men størst af alt: jeg var ikke vild med ham. Så (2) var der Peter, 37 år, læge. Han ville faktisk ingenting, så ville han gerne lidt useriøs dateri, også ingenting! Pyt med det, var faktisk heller ikke vild med ham.  (3) Der var ekskæresten jeg ikke kunne lade være med at fjolle rundt med. Håbløst! (4) Den gode ven, 39-årig Frederik, advokat og surfer. Hamrende flot! Been there, done that, men under en ferie forsøgte han ihærdigt at score mig. Jeg faldt i med begge ben, og troede en overgang han mente det. Snydt! Igen! Øv!
(5) Henrik 33 år, hamrende succesfuld selvstændig erhversdrivende. Tilbød mig guld og grønne skove. Ville det hele. Hans personlighed var bare ikke mig. For kedelig. (6)Matias, 21 år (!!). Var et frisk pust ovenpå den kedelige fyr. Var for ung og ubegavet (som jeg sikkert også selv var i den alder). Han troede vi var forelskede! Det var han. Jeg var bestemt ikke.
Dette var mit uddrag af 2010. Ingen held i sprøjten, ingen jeg var vilde med.

Nu har vi så 3. marts. Hvad er 2011 så blevet til? To dates, der absolut slet, slet ikke var noget for mig (som gerne ville mig), Én fyr jeg datede et par gange (med små kys), som heller ikke var mig... og....

HAM!

Ham jeg mødte i en syv hestes brandert i byen i lørdags. Ham den høje flotte triatlet! Ham den MORSOMME, festlige fyr. Ham jeg sov hos efter festen. Ha,m som gave en masse rosende kærlige ord, kys på kinden, panden. Ham jeg havde kemi med fra første sekund vi mødtes! Ham jeg var sikker på, jeg kunne tilbringe resten af mit liv med efter to timers bekendtskab! Ham jeg kunne være mig selv overfor 100% fra første øjeblik. Ham jeg havde lyst til at SKRIGE ud til verdenen om efter første overnatning (og vist også gjorde lidt)!
Ham jeg tog tilbage til efter 3 timers fravær! Ham, der skrev den sødeste besked til mig kvart i seks mandag morgen! Ham, der ved sin eksistens gjorde, at jeg kunne blive forelsket ved første blik (nogensinde). Ham jeg nu 3 dage senere er ved at DØ over ikke at have set endnu. Ham jeg ikke har ringet sammen med/skrevet med i dag. Ham jeg prøver at beherske mig overfor, selv om jeg allerede kan høre kirkeklokkerne ringe! Har, der har fået mig til at føle igen.
Ham, der hvis han ikke vil have mig, får mig til at miste troen på den store kærlighed. Ham jeg ikke kan vente med at høre fortsættelsen om! Og ... den kommer folkens! Det lover jeg!